maalgruppe_opmaerksom_pinterestNår du skal fange din målgruppes opmærksomhed, så skal du ikke fortælle dem hvad du sælger, men hvorfor de skal købe det. Du skal kommunikere, hvilket problem du løser for kunden, fordi folk ikke køber produkter – de køber løsninger på deres problemer. Men hvad betyder det egentlig? Hvad er det for nogle problemer? Nedenfor får du 5 eksempler på områder du kan kommunikere indenfor, når du gerne vil have målgruppens opmærksomhed:

Du hjælper din målgruppe med at føle sig godt tilpas

De fleste af os tænker over, hvordan vi har det og har vi ondt – i kroppen eller i livet – så vil vi gerne have det godt igen. Vi vil gerne gøre noget ved problemet (hvis ikke det er alt for besværligt). I det hele taget er det med at have en god følelse i krop og sind noget mange køber ind på. Vi vil gerne være sundere, mere til stede i nuet og finde ind til hvem vi egentlig er. Vi vil også gerne føle os trygge og føle vi har styr på tingene. Og dermed ro og overskud.

Du hjælper din målgruppe med at blive bedre

Vi mennesker kan godt lide at performe. Vinde. Være dygtige og dermed høste en masse anerkendelse og måske endda tjene en masse penge. Så skal du kommunikere noget om et produkt, der kan hjælpe til netop det, så er du hjulpet godt på vej. “Bliv bedre til at….”, “Sådan får du…” “5 veje til bedre…”

Du hjælper målgruppen med at spare tid, energi, kræfter, penge…
Det med at spare på noget, det handler ikke længere kun om penge. Der er mange diskussioner om, hvorvidt man skal have fokus på besparelser, når man kommunikerer om et produkt. Som udgangspunkt vil jeg sige, at det ikke skal være hovedfokus. Ingen køber noget, bare fordi det er billigt. I hvert fald meget få. Og hvis der udelukkende skal konkurrere på pris, så bliver det en uendelig spiral af at billigere skal være billigere. Og køres der altid tilbud, så er det dels utroværdigt, dels gider ingen nogensinde købe til fuld pris.

Til gengæld er vi vilde med at spare tid og kræfter. De fleste mennesker løber om kap med uret, og kan man spare tid er man glad – og interesseret! Og så er vi jo i virkeligheden ret dovne anlagt, så kan vi opnå noget uden at skulle bruge synderligt mange kræfter på det, så er det som regel et hit.

Du hjælper målgruppen med at blive set

De fleste af os har et image, et billede af, hvordan vi gerne vil have omverdenen skal se os. Og for at skabe os det image, har vi brug for forskellige hjælpemidler. Især hvordan vi klæder os og hvordan vi bor er vigtige medspillere her. Vi vil gerne se godt ud, og vores hjem skal understrege vores personlighed. Vi skal have den nyeste teknologi, være “med fremme” i de cirkler vi nu bevæger os i. Om vi er til hjemmelavet øko-spelt-mad eller mere til hurtige biler og hurtige penge – så omgiver vi os med ting, der understreger hvem vi er.

Du hjælper målgruppen med at bidrage til en bedre verden og en bedre fremtid

Vi er optaget af, at vi gerne vil have vores børn vokser op i en verden med mere mindre krig og forurening. Vi vil gerne gøre godt for vores fremtid. Nogle mennesker har mest fokus på det nære – deres familie – andre kigger længere ud og vil gerne fred og miljø i et større perspektiv.

Når du skal finde ud af, hvorfor din målgruppe skal reagere på din kommunikation, så skal du først finde ud af, hvilket problem de har. Find ud af, hvad der er vigtigt for din målgruppe – hvad drømmer de om? Hvad er de bange for? Og find derefter ud af, hvordan du vil nå dem med dit budskab.

Du kan blive klogere på målgrupper her.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få endnu mere inspiration til, hvordan du laver visuel kommunikation med mening. Når du tilmelder dig får du min e-bog “Sådan får du tid til at finde inspiration – og dine kunder til at betale for det” helt gratis.

Mange hilsner

Bettina