Ej din kreativitet

Ej din kreativitet

Det, at være i besiddelse af et kreativt hjerte gør, at jeg ofte støder hovedet ind i udfordringer, der kan være svære at argumentere sig ud af. Fordi det kan være svært for andre at forstå, at jeg ikke tænker med logikken. Men med mine følelser.

Jeg er gift Lasse, som er det præcis modsatte af mig. Han tager beslutninger med logikken. Han opvejer for og imod, og han ser på fakta for at danne sig et overblik og derudfra tage en beslutning om, hvad der for ham er rigtigt at gøre. Det fungerer for ham. Det er den rigtige måde for ham.

Jeg tager beslutninger udfra min mavefornemmelse. Alle argumentationer kan pege i en retning, men er det ikke det rigtige i forhold til hvad jeg kan mærke inderst inde er det rigtige, så bliver det aldrig det rigtige valg. Lige meget hvor meget jeg prøver at argumentere over for mig selv, så er der ikke noget at gøre ved det. Føles det forkert, så er det forkert. Sådan er det.

Det har taget mig lang tid at forstå, hvad der er på spil for mig, når jeg vælger at ignorere det, mit hjerte siger. Nogen kalder det intuitionen. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det, jeg ved bare, hvad der er rigtig og forkert, og det føles som om det kommer et andet sted fra end hjernen. Den rationelle del, i hvert fald.

Selvom det nogle gange bringer mig i modvind, at jeg ikke tager de åbenlyse rationelle beslutninger, så bliver det mere og mere vigtigt for mig at lytte efter. For det er også derindefra min kreativitet kommer. Der, hvor ideerne bare popper op, uden de skal tvinges eller lokkes frem. Når brikkerne lige pludselig falder på plads, og jeg kan se en ny sammenhæng, som ingen havde tænkt før. Det kan nogle gange være en udfordring, når jeg lever af min kreativitet, og andre betaler mig penge for at være kreativ. Det er forbandet tæt på min personlighed det, der skal prisættes og forhandles om.

“Tør du eje din kreativitet”, var der en der spurgte mig om for efterhånden flere måneder siden. Mit svar var noget i retningen af “Øøøøhhh, ja, det gør jeg da. Tror jeg nok. Hvad mener du?”

Jeg ved godt hvad hun mente nu. Og har gjort det et stykke tid. Men derfor er det ikke altid nemt at eje sin kreativitet. For det betyder jo, at jeg skal stå fast over for rationelle argumentationer – men det betyder også, at jeg er nødt til at finde andre argumentationer frem overfor min omverden, som får dem overbevist om, at jeg ikke er helt ude i hampen.

Det er ikke ny viden, at mange kreative også er skrøbelige individer. Det er jeg også. Men jeg tror også mange af os har en styrke, som vi er ualmindelig heldige med.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du holder fast i din kreativitet. For jeg har knap fundet svaret selv. Og lur mig, om ikke det er anderledes for dig end for mig.

Men jeg tror ikke den er helt forkert, når det handler om at følge sit hjerte. Det er jo mega nemt, ikke?

Nå ikke. Men du og jeg kan da kun være tjent med, at vi i hvert fald forsøger 🙂

Kærlige hilsner

Bettina

Bettina Skindstad

Der er noget inde i mig, som brænder for at komme ud. Komme til udtryk. Det er vildt, når jeg kan mærke den – kreativiteten. Så kan jeg alt. Visualisere og skabe. Sætte i gang. Inspirere. Og så, når den ikke er der. Så gør det ondt. Fandens ondt. Alt det, og det midt imellem, forsøger jeg at formidle så åbent som muligt her på bloggen. I håbet om, at du – og jeg – kommer mere i kontakt med skabertrangen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *