Screen Shot 2016-08-29 at 23.59.57

Der bliver flere og flere af os. Solo-selvstændige, som har sagt nej til fast løn, pensionsopsparinger og firmajulefrokoster.

Nej til at nogen skal være vores chef.

Og ja tak til selv at bestemme hvor og hvornår vi vil arbejde.

Ja tak til at arbejde med vores passioner. Leve drømmen. Ændre verden.

Jeg kender efterhånden mange, inklusiv mig selv, som det første årti af deres karriere har knoklet derudaf. Leveret flotte løsninger for deres arbejdsplads. Været pligtopfyldende. Og lige pludselig et sted der midt i karrieren, madpakkerne og alle forventninger bare ikke kunne være med mere. Nattesøvnen forsvandt et sted sammen med motivationen.

Jeg har selv været der. Og er nu på 3. år ejer af CVR-nummer og visitkort med eget logo. Dem, der uddeler den der gazellepris for upcoming og hurtigvoksende virksomheder har endnu ikke været forbi. Og de kommer det nok heller ikke.

Ikke fordi jeg ikke tror på, at min virksomhed kommer til at bestå. Men fordi jeg ikke har en ambition om at min virksomhed skal vokse. For det handler ikke kun om vækst. Det handler om livskvalitet.

Men midt i den der snak om mindfullness, livskvalitet og passioner, der sidder der jo en hel masse helt almindelige mennesker med leverpostejfarvet hår og en husleje der skal betales.

Jeg er én af dem.

Jeg ved, at jeg er dygtig til mit arbejde. Er er god til at skabe visuel kommunikation, indsamle inspiration og omdanne det til meningfuld design, der skaber en hel masse værdi for mine kunder.

Men jeg kommer alligevel i tvivl nogle gange.

Kan jeg? Kan jeg bygge en virksomhed, hvor den vigtigste aktie er mig selv?

Kan jeg skaffe kunder nok? I dag, i morgen og til næste år?

Tør jeg gå efter det, jeg i virkeligheden drømmer om – og hvad er det i grunden?

Frihed?

Hvad er min passion? Hvad vil jeg gerne udrette på den her jord?

Jeg troede det skulle være stort. Sådan rigtigt stort. Skelsættende.

Men sandheden er, at jeg ikke er noget geni eller indehaver af et eller andet vildt talent. I hvert fald ikke noget, der kommer til at underholde ret mange mennesker foran flimmerkassen en fredag aften i bedste sendetid.

Jeg har også okset rundt i manegen. Løbet rundt i cirkler. Kommet på afveje. Nogle gange har jeg været så faret vild, at jeg ikke har haft den fjerneste idé om, hvordan jeg nogen sinde skulle finde hjem igen.

Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at livet som frue i egen virksomhed var en dans på roser altid. For det er det ikke.

Men jeg bliver ved. Og tvivlen har jeg med som fast følgesvend.

Det er nemlig sådan, at jeg er et menneske.

Et ganske almindeligt gennemsnitligt menneske.

Og hvis jeg troede at jeg havde fundet det gyldne svar den dag jeg sad med mit fedtede nem-ID og registrerede mit firma, så er jeg blevet klogere.

For livet som selvstændig – det er en lang selvudviklingsrejse. Det har det i hvert fald været for mig.

Og hvad har jeg så lært?

Jeg har lært, at det hele afhænger af mig nu. I hvert fald det hele i min virksomhed. Og fordi jeg er et menneske, så er der både skyggesider og solskinssider i min virksomhed.

Den ene dag scorer jeg en kæmpe-opgave der giver smør på brødet de næste tre måneder. Den næste skriver jeg et blogindlæg der er 3 der læser.

Jeg kan ikke skjule mine fejl bag en chef. Og succeser er sjovest, hvis man har nogle at dele dem med.

Vil jeg fraråde dig, at blive selvstændig?

Hell no.

Jeg vil til enhver tid anbefale det. Fordi det er så fedt – og pissehamrende angstprovokerende – at tage det fulde ansvar.

Men det kan lade sig gøre. Også for hel almindelige mennsker som du og jeg.

Hemmeligheden er, at du har nogen du kan dele din hverdag med. Find andre solo-selvstændige, som du kan dele kontor med. Det gør jeg – her.

Eller find nogen, som du kan mødes med engang imellem. Ikke bare for at drikke kaffe. Men for at vende de ting, som kan være svære og udfordrende, når du er mutters alene med din virksomhed. Du skal turde være ærlig. Om både fiaskoeren og succeserne. Ingen gider dele noget med en, der bare sidder med store armbevægelser og siger det hele er nemt. For det er det ikke. Ikke altid, i hvert fald.

Og noget af det aller fedeste ved at være selvstændig, det er at jeg bliver bedre til det for hver dag. Hele tiden lærer jeg nyt. Udforsker. Udvikler. Jeg har det fulde ansvar. Det er det, der er det fede ved det. Og det er det, der er pissehamrende angstprovokerende.

Kærlige hilsner

Bettina

Gratis e-bog til dig, der arbejder med Visuel Kommunikation.
Sådan får du tid til at fine inspirationog dine kunder til at betale for det”
E_bog_teaser_2