Anerkendelse

Kl. 6.15 bakkede jeg bilen ud af indkørslen. Hver morgen. Min lille familie sov stadig, og jeg havde ikke set mit barn i øjnene om morgenen, inden jeg kørte på arbejde. 100 km væk, en times pendling.

Mit job var spændende. For en stor organisation, midt i det kreative hjerte. Men jeg trivedes ikke. Mit hjerte gjorde ondt i brystet næsten hele tiden. Jeg begyndte at får panikanfald, hvor jeg hyperventilerede og jeg var i konstant kamp med klokken og min dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg næsten ikke var sammen med min datter – og når jeg var, var jeg ikke nærværende.

Jeg følte mig så presset, at jeg slet ikke kunne se lyset for enden af tunnelen. “Jeg skal bare have et andet job”, tænkte jeg. Så løser det sig. Jeg søgte vidt og bredt, men jeg blev ikke kaldt til en eneste samtale. Jeg prøvede ellers på både at være frisk og moderne og som en type der bare ville give mig 100% for hvem end, der ville ansætte mig inden for Aarhus bygrænse.

Jeg fik et barselsvikariat som grafiker hos et stort transportfirma. Et job, der lå langt under mine kvalifikationer, men jeg havde brug for at få luft. Brug for at få hovedet op over vandet, så jeg kunne se nogle muligheder, jeg ikke kunne se dernede hvor jeg i panik kæmpede for ikke at ramme bunden.

Og det hjalp. Jeg fik luft. Jobbet var, for at sige det mildt, møgkedeligt. Men jeg mødte nogle søde mennesker, og faktisk var det ret fedt at arbejde et sted, hvor jeg ikke behøvede præstere ret meget for at få anerkendelse og ros. Jeg var dog for rastløs til at blive der, og for at gøre en lang historie kort, så lavede jeg planer – og jeg startede som selvstændig. Det gik strygende, og jeg fik hurtigt kunder og havde en fornuftig omsætning. Samtidig var jeg gravid med vores andet barn.

Jeg fødte to uger over termin. Da jeg var et par dage over termin, sagde jeg ja til at lave en opgave. Jeg kunne ikke ikke sidde med front mod bordet, min mave var så stor at jeg ikke kunne nå tastaturet. Jeg kan ikke huske hvad opgaven gik ud på. Ej heller tror jeg, den gav ret meget i kassen. Men jeg sagde ja. Som jeg altid havde gjort. Ja, det kan jeg godt. Ja, selvfølgelig, det skal jeg nok gøre.

Jeg fødte. En dreng på 4,5 kilo. Sund og robust. Jeg tillod mig selv at være i barselsboblen nogle uger, og vi havde hele dage, hvor vi bare lå i sengen.

Men hurtigt begyndte jeg at presse på igen, for at komme videre. Jeg skulle jo derhen, hvor alt ville blive godt og jeg ikke længere skulle være i panik over ikke at nå det jeg skulle. Jeg skulle jo nå derhen, hvor alt var klappede – derhen hvor alle klappede af hvor dygtig jeg var!

Vi satte huset til salg. Det blev solgt i løbet af en uge, og vi tog en hurtig beslutning om at flytte på landet. Til Gl. Rye. 3 uger efter vi overtog huset havde vi inviteret til min søns navnefest. Det var min idé – for så havde jeg ligesom en naturlig deadline for at komme på plads i det nye hus. 3 uger til at køre min datter ind i ny børnehave, male et 180 kvadratmeter stort hus, pakke 100 flyttekasser ud og holde gang i amning. Jeg var jo på barsel – og havde masser af tid.

Jeg var så udkørt, at jeg næsten ikke kunne stå på mine ben. Det tordnede rundt i mit hoved. Jeg kunne ikke holde styr på tankerne, jeg havde raserianfald og mit selvværd var smattet så meget ud på gulvet, at jeg ikke kunne se hvordan jeg nogen sinde skulle få det krattet op igen.

Jeg må bare tage mig sammen tænkte jeg. Hyrede en barnepige og begyndte at arbejde. Jeg kunne ikke kende mig selv længere. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Når jeg kiggede mig i spejlet, så jeg nok et spejlbillede men jeg kunne ikke se mig selv. Jeg skal have succes, så bliver alt godt. Og jeg lavede en plan for, hvordan jeg kunne lave mit eget brand. Jeg ville designe plakater, mobiler og ophæng. Og jeg ville saft-suse-mig knokle som en gal for at nå derhen, hvor alle de andre ville stå og klappe af mig og fortælle mig hvor dygtig jeg var!

Og oven i alt det jeg har skrevet ovenfor fik min alle nærmeste veninde kræft. Jeg var pissebange for at hun ikke ville klare den, og prøvede at være der for hende, så godt jeg kunne. Heldigvis er hun på den anden side nu. Smuk og stærk. Min søsters lille dreng fik konstateret en sygdom, som var så ond, at han i de fem år han levede fik flere og flere smerter, og til sidst svandt ind i sin egen verden. Lille, tynd og fyldt af smerte. Han døde sidste efterår. Han er derinde i mit mosterhjerte. Og holder mig af og til i hånden og siger til mig, at jeg ikke skal være bekymret. Alt er godt.

Jeg asede og masede for at holde skruen lige i vandet. Være på og gøre alt det, som jeg troede andre forventede af mig. Men jeg kunne ikke holde til det. Jeg bleve mere og mere lad. Jeg havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Jeg var træt hele tiden. Men først da jeg i foråret henvendte mig til en psykoterapeut, fik jeg løsnet op for knuden i brystet. Alt kom ud – og jeg fandt ud af, at den anerkendelse jeg sådan havde jagtet hos alle andre, den skulle jeg finde hos mig selv.

Jeg anerkender mig selv. Jeg er fuldstændig som jeg skal være. 

Og pludselig begynder det at slippe. Ikke sådan konstant. Men mere og mere. Jeg bliver bedre og bedre til at være mig. Til at stå ved den jeg er. Jeg har selv taget ansvaret for mit liv. For mig selv. Og mange gode ting sker lige nu. Jeg har ikke travlt med at komme et-eller-andet sted hen. Jeg prøver hver dag at gøre noget, som gør mig glad. Jeg prøver hver dag at være til stede i det jeg gør. Det glipper af og til – men jeg skælder ikke længere mig selv ud over det, men anderkender at jeg måske liiige har sagt ja til lidt for mange ting.

Og jeg er pissestolt af, at være lige præcis der, hvor jeg er nu. Alt er ikke perfekt, heldigvis. Men det faktum, at jeg ikke længere prøver at gøre alt det jeg tror andre vil have mig til, men i stedet lytter til mig selv, det er grunden til, at jeg nu arbejder med de ting, der gør mig glad. Jeg har fundet gnisten. Og bliver den væk – så ved jeg hvor jeg skal finde den.

Jeg har taget ansvar for mit eget liv. Og det føles FANTASTISK!

Creativebyheart.dk er et udtryk for alt det, jeg kan lide at arbejde med. Jeg har fundet ud af, at det der virkelig betyder noget for mig, er at tænke anderledes. At finde nye muligheder og andre veje at gå. Det jeg kan, det jeg er dygtig til, det er visuel kommunikation. Og de to ting – min passion og min ekspertise – er omdrejningspunktet her på creativebyheart.dk. Når jeg har trykket “publish” på dette indlæg begynder jeg at arbejde på at lave et onlinekursus… Uuuh, det giver kriller i maven af spænding.

Kærlige hilsner

Bettina

Billede_nyhedsmail

Tilmeld dig nyhedsbrevet: