Wall_deco_stue

Det bedste kommer, når jeg skaber noget for min egen skyld. Når jeg ikke forsøger at leve op til noget, som jeg tror andre vil have. Når jeg bare lader mig rive med. Lader pennen flyde. Det paradoksale er, at det kommer til udtryk visuelt. Altså noget andre kan se. Og bedømme. Jeg lægger det online. Hænger det op. Sender til tryk. I håbet om, at nogen kan lide det, der kommer indefra mig. Og derfor er det så forbandet sårbart.

For hvad, hvis ikke “de andre” kan lide det, der kommer aller inderst inde fra? Altså det, der virkelig er mig? Det er pænt skræmmende at stille sig derud, hvor andre kan kigge på noget jeg har lavet, og bedømme og fordømme. Mig.

For at undgå nederlaget, hvor jeg bliver dømt ude fordi nogen opdager mit manglende talent og bliver skræmt af alt rodet, falder jeg nogle gange i struktur-fælden. Den fælde, hvor jeg tror jeg skal gøre som de andre og rydde op og skabe orden.

Imens vi byggede om i vores gamle hus, fungerede udestuen som en form for losseplads. Her smed vi alt muligt ud. Noget som var rent skrald. Noget der skulle gemmes. Og nårh ja – en masse loppeskrammel jeg havde slæbt til huse i blind tro på, at jeg engang ville få lyst til at forvandle det til noget brugbart. Og så en dag var vi færdige med at bygge om. Og jeg skulle rydde op i udestuen. Jeg stod og kiggede ind på rodet. Samlede noget op. Lagde det igen. Samlede noget andet op. Begyndte at samle ting i bunker. Alt imens uroen i kroppen steg, og jeg blev mere og mere forvirret og usikker. Jeg fik ikke ryddet op. Eller fik styr på noget som helst. Faktisk rodede jeg bare mere rundt og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Sådan er det også nogle gange at drive en virksomhed som kreativ. Det er fandme en stor gang rod, og lige meget hvor mange kræfter jeg bruger på at rydde op, strukturere og ordne, jo mere rodet bliver der og jo mere forvirret bliver jeg.

“STRUKTUR!” råber folk omkring mig. Og jeg kan huske en venindes mor engang sagde til mig, at havde man rod i skabene, så var det fordi man var rodet indeni. Og jeg har ved gud rod i skabene. (Eller… det vil sige jeg har valgt at gifte mig med et ordensmenneske, der finder fornøjelse i at bruge en lørdag formiddag på at rydde op i bestikskuffen – så det er kun i overført betydning det roder). Og måske er det i virkeligheden der, hemmeligheden er begravet? Jeg skal ikke forsøge at skabe struktur, men omgive mig med mennesker, der kan hjælpe mig med at holde orden i rodet, så jeg ikke behøver bekymre mig om det.

Ikke fordi det er sådan en mandagsaften-åbenbaring, som jeg bare aldrig har set før. Jeg ved godt, at jeg skal få hjælp af andre til orden, projektstyring, budgetter og regnskaber. Så jeg kan koncentrere mig om det, jeg er god til. Men det er lettere sagt end gjort. Men jeg bliver da bedre og bedre til at bede om hjælp. Sådan

Heldigvis fik jeg orden på udestuen. Da min mand kom hjem og overtog det projekt. Og måske er jeg ikke helt så rodet endda. For jeg har da alligevel kunnet tænke klart, og gifte mig med et menneske, som kan finde ud af alt det, som jeg ikke kan. Og således lykkes det mig at leve et nogenlunde struktureret familieliv, hvor børnene kommer i skole og børnehave hver dag med rent tøj på kroppen. For min mand, han vasker også tøj. Til gengæld sørger jeg for, at børnene får mad. For jeg har da heldigvis fornemmelse for børnenes basale behov. Uden planlægning. Og når jeg ikke falder i strukturfælden på hjemmefronten, så kan jeg også finde ud af at lave sjove og skøre projekter. Så må ungerne tegne på væggene, alt imens jeg synger med på dårlige popsange og får vasket 12 maskiner tøj. Uden at blive forvirret.

Jeg kan nemlig det meste, når bare jeg ikke planlægger, men lader pennen flyde.

Kærlige hilsner

Bettina

PS: Jeg holder et mega fedt arrangement for alle jer kreative selvstændige – og jer, der drømmer om at bliver det – på Perron 28 den 12. oktober. Tjek det lige ud HER.