IMG_0294

25 euro uden tilkøb. Men så sidder jeg også på et midtersæde to rækker foran min mand. Men det er ok. Han sover alligevel.

Til gengæld er vi et par timer forsinket. Egentlig også ok. Det er rart at være afsted uden børn. Uden arbejde. Blot et par dage.

De gule og blå sæder i Ryanairflyet, larmen fra motoren og en kvindestemme der vidst nok siger noget på engelsk med tysk accent. Et stuvende fuldt fly med mennesker, der kigger ned i deres smartphones, tablets, ellers bare ruller med hovedet fordi de er faldet i søvn. På et midtersæde.

Vi er på vej til bryllup i Italien. Det bliver dejligt. Jeg er vild med bryllupper. Men jeg ville alligevel ønske at vi var bedre til bare at tage afsted. Også med børnene. Jeg mener. Det er jo billigere at tage en tur til Italien en weekend end en lørdag i LEGOLAND.

Jeg har penicillin i blodet og forkølelsessår på læberne. Jeg gjorde det nemlig igen. Pressede for hårdt på. Med arbejdet. I min stræben efter at gøre alt perfekt, glemte jeg mit løfte om, at jeg ville være mere nærværende med børnene. Heldigvis læste jeg en artikel Zetland den anden dag, som handlede om, at det slet ikke var godt for børnene med al den nærhed og tilstedeværelse fra forældrene. De skal lære at det gør ondt at slå sit knæ og at de ikke er universets midtpunkt. Det hjalp lidt, og så er jeg ligeglad med, hvem kilden er.

Men jeg synes stadig det kan være svært at få enderne til at nå sammen med jobs og små børn. Livet som selvstændig giver nogle friheder i forhold til hvornår og hvordan man arbejder, og jeg skal ikke spørge nogen om lov, hvis jeg skærer ned på arbejdstimerne. TIl gengæld sidder jeg selv med alt. Alt. Eller næsten alt. For jeg får hjælp nu. Når altså jeg kan finde ud af at bede om den. Det er godt. For min sjæl og for mit firma.

Heldigvis forstår jeg mig selv bedre nu. Dæmonerne. Følelserne. Opturene. Nedturene. Styrkerne. Jeg forstår også, at det ikke er alle, der har de samme følelsesmæssige udsving som mig. Og at det er ok. Og at de – udsvingene – netop et min præmis for at være kreativ. Noget, som jeg har kæmpet som en gal for at undertrykke, fordi jeg troede jeg var unormal. Men alt er ok. Og jeg behøver ikke tilpasse mig andres mening om, hvordan jeg skal opføre mig eller være.

Det er ok, at jeg ikke er god til at lave budgetter. Eller er særlig struktureret. Det er også ok, at det ikke er mig der vasker mest tøj hjemme, eller husker at støvsuge en gang om ugen. Og det er ok, at jeg driver min virksomhed som jeg gøre. Ud fra intuitionen. Og selvom jeg for fire dage siden i min febervildelse ikke kunne få øje på noget som helst talent i mig selv, og i fem minutter overvejede at blive hjemmegående husmor, så er jeg alligevel et andet sted nu, en end for et år siden. Eller for en uge siden. Stærkere. Mere mig. Og det er sgu egentlig meget fedt.

En drink. Min iPad. Lækker udsigt og lidt tid for mig selv, vel ankommet til den lille ø, hvor brylluppet skal holdes.

Livet er ikke det værste man har.

Kærlige hilsner
Bettina