IMG_0185Engang troede jeg, at lykke kom udefra. At min lykke afhang af, om jeg havde det rigtige job, den rigtige mand, det rigtige hus, de rigtige børn, frihed, kærlighed og masser af succes.

Jeg er da blevet – lidt – klogere. Ikke at, jeg har svaret på lykken. Hvordan man finder den. Hvad den indeholder, eller hvad det ord i det hele taget betyder.

Men det er som om, at jeg er ved at forstå, hvordan jeg opholder mig mindre tid i fortvivlelse og mere tid i en tilstand, som på godt jysk kan beskrives som “Livet er ikke det værste man har”.

Som i dag. Vi har haft huset fuld af familie til ungernes fødselsdag i dag. Jeg var hverken stresset eller følte et pres over noget som helst. Ungerne legede og vi voksne klædte os ud. Alt gik godt.

Senere, da gæsterne var taget hjem, gik vi fire en tur i skoven. Da vi holdt en pause, sad jeg på den næsten lune jord og betragtede ungerne. Dem, som jeg har været med til at skabe. Føde. Give liv. Det er da vildt, ikke? De gravede huller i jorden med pinde. Solen skinnede, så man ikke engang behøvede filter for at få det hele til at fremstå som den rene idyl. For det var det. Også selvom ungerne blev uvenner undervejs.

Jeg tror det, der gør forskellen for mig, det er, at jeg er holdt op med at forestille mig ting. Det lyder måske lidt trist, men nu skal du høre, hvordan jeg tidligere forestillede mig ting.

Jeg forestillede mig, at vi gik en tur i skoven. At ungerne var glade og jeg gik med min mand i hånden, som sagde nogle søde ord til mig. Jeg forestillede mig idyllen. Forventede den. Og når jeg forventede den, så kom den aldrig. Eller også kom den i en anden form, men i min forestillethed, opdagede jeg den ikke.

Men når jeg ikke forestiller mig idyllen, så er den altså nemmere at få øje på, når den er der. Fordi den ikke skal leve op til noget. Og så er det de kommer, de der øjeblikke af lykkefølelse.

Jeg skal nok hoppe i med begge ben igen, og komme til at forestille mig alle mulige ting om alle mulige udefrakommende ting. Som gør, at jeg i stedet for at opleve lykken når den er der, jagter den som en stresset mor der løber om kap med tiden. Men jeg husker nu, at rose mig selv, når jeg bare er. Uden forestillingerne.

Og så er der også lige det med taknemmeligheden. Jeg glemmer det nogle gange, men bliver også bedre til at huske den. I en periode skrev jeg hver dag tre ting ned, bare i mine noter på telefonen, som jeg var taknemmelig for. Jeg skriver det ikke ned nu, men prøver i stedet at gemme det et sted i hjertet.

Skulle jeg alligevel nævne tre ting, jeg er taknemmelig for i dag, må det være:
At mine børn har gravet i jorden med en pind, og jeg iagttog dem imens.
At jeg klædte mig ud som heks til skattejagten, og det var så sjovt da Otto fortalte om det igen og igen til aftensmaden.
At min datter i morgen bliver 6 år gammel, og det kan vi fejre i morgen med fire generationer under samme tag.

Hvad er du taknemmelig for? Jeg er sikker på, at du også har noget eller nogen at være taknemmelige for <3

Kærlige hilsner
Bettina